Lørdag aften sad vi der igen. Hjemme i Herning, rundt om det store bord. Otte drenge og to forældre. Ti mennesker samlet om en fælles sorg. Her kan vi grine, vi kan græde, og ikke mindst kan vi være os selv. Her falder vi tilbage i vores gamle roller. Det er vores safespace, og her kan vi fortælle, hvordan vi faktisk har det. Hvordan vi har det helt generelt, men også hvordan vi bearbejder sorgen efter vores fælles tab. Selvom det er mere end fem år siden, at Johannes blev taget fra os, føles det sommetider, som var det i går.

Den 10. maj 2019, mistede vi vores bedste ven. Lotte og Stig (papfar) mistede deres søn, og Mathilde, Johannes’ søster, mistede sin bror – men fik otte nye. Johannes var faldet om, aftenen før, under opvarmning til fodboldtræning. Et pludseligt hjertestop sendte ham på intensiv afdeling på Skejby sygehus. Hans liv stod ikke til at redde.

En ellers helt normal fredag morgen ændrede pludseligt vores liv for altid. Vi fik beskeden om, hvad der var sket aftenen før. I hold kørte vi mod Skejby, hvor vi i første omgang havde en tro og og et håb om, at det hele nok skulle gå. Jeg selv, Viktor og Oliver kørte afsted først. På den timelange køretur fra Herning var vi faktisk ved godt mod og forsikrede hinanden om, at det nok skulle gå. Måske det var adrenalinen, der gjorde, at vi – før Viktors mor ringede – ikke skænkede den værste tanke den mindste opmærksomhed.

”Drenge, I skal vide, inden I kommer ud på hospitalet, at det ikke er en solstrålehistorie, I kommer ud til.”

Det er alt, jeg husker fra det opkald, vi modtog fra Viktors mor.

Og ganske rigtigt var det ikke nogen solstrålehistorie, vi blev mødt af. Da vi finder Lotte og Stig på gangen ved intensiv, fik vi beskeden, som mest af alt føltes som en mavepuster, der sender dig i knæ. Lige dér gik verden kortvarigt i stå. Johannes var erklæret hjernedød, og det var nu et spørgsmål om tid, før der blev slukket for respiratoren – og for et liv, der havde bragt så meget glæde.

Resten af flokken stødte til i Skejby lidt efter. Vi var der alle otte. Vi var inde og se til Johannes på skift. Det var en uvirkelig oplevelse at se ham ligge dér.

Efter en del timer, hvor der skiftevis blev grædt og grinet, var det tid til at sige farvel. Sammen gik vi otte drenge ind til Johannes. Vi stod et øjeblik, bare i stilhed, inden vi sammen lyttede til Johannes’ yndlingssang, Spor 6 med Ukendt Kunstner. En sang, der varer blot et minut og femten sekunder – men det er et minut og femten sekunder, der altid vil være med os.

Det var sidste gang, vi så Johannes.

En lille uge senere, torsdag den 16. maj 2019, blev Johannes begravet.

Siden den uge i maj 2019 har alting været anderledes. Der har altid manglet én, og selvom vi har haft mange hyggelige stunder siden, er der ofte kommet en sætning fra en af os drenge. En sætning, som aldrig bliver sjov:

”Hvis bare Johannes havde været her.”

Men det var han ikke. Han var der ikke de gange, vi var på drengetur over sommeren. Han var der ikke, da de sidste i flokken blev 18. Han var der ikke, da vi blev studenter. Og han er her ikke den dag i dag. Vi kommer til at mangle ham, når de første af os næste år bliver 25. Vi kommer til at mangle ham, når vi skal giftes en skønne dag. Vi kommer til at mangle ham for evigt.

Til gengæld har vi fået noget unikt, som ingen kan tage fra os. Sammen med Lotte, Stig og Mathilde har vi knyttet et særligt bånd. Et bånd, der har hjulpet os alle igennem den sorg, det har medført at miste Johannes.

De sidste nu mere end fem år har vi mødtes fast to gange om året. Omkring Johannes’ fødselsdag i november og omkring dagen, hvor han gik bort, i maj. Her mødes vi som oftest til aftensmad og ender ofte med at sidde til de sene aftentimer, før vi otte drenge hopper videre i byen.

Det forhold, vi drenge har til Lotte, Stig og Mathilde, er noget af det mest givende, der findes – og sådan er det heldigvis begge veje. Mange har i årenes løb spurgt både os drenge, men især Lotte og Stig, hvorfor og hvordan vi kan holde fast i det, vi har sammen. Men for os handler det mere om, at vi hverken kan eller vil slippe det. Det er noget af det absolut vigtigste i vores bearbejdelse af den sorg, vi for altid vil bære med os. Ved at have det bånd, som er så ekstremt stærkt, at det er blevet familiært, kan vi mindes Johannes på en måde, der er unik. Det er for os utænkeligt ikke at komme hjem til Lotte og Stig et par gange om året, og vi kigger også gerne forbi, når vi er hjemme i Herning på weekend eller ferie.

Det store bord er blevet et samlingspunkt for os alle. Vi otte drenge er måske heller ikke så gode til at mødes alle sammen, som vi var, da vi gik på handelsskole eller i de første af vores sabbatår, men her har vi noget, vi er gode til at prioritere at samles om.

At samles om noget sårbart, noget sørgeligt og noget, ingen i sig selv har lyst til at have som bevæggrund, er alligevel noget, som er så stærkt og inspirerende, at det er noget, ingen kan røre ved eller tage fra os. Det er med det største håb, at dette skriv om vores oplevelse med døden – og det bånd, der kan skabes på baggrund af en forfærdelig hændelse – kan inspirere og motivere andre i samme sted til at holde fast i de relationer, der ellers nemt kan gå tabt. At det kan hjælpe folk til at genoptage kontakt med nogen, de har mistet i forbindelse med en fællesnævners bortgang. Sammen bliver sorgen ikke let, men måske lettere at bære. Sammen kan vi mindes de gode tider og hjælpe hinanden i de dårlige. Græd sammen, men glem ikke at grine sammen.

Om et halvt år sidder vi der igen. Hjemme i Herning, rundt om det store bord.

Johannes, vores bedste ven, hvad vi dog ikke ville gøre for, at du var her i dag. Vi savner, mangler og elsker dig.
Lotte, Stig og Mathilde – tak for at tage otte drenge ind i jeres familie, og ikke mindst tak for, at vi kan mindes Johannes sammen.

Æret være Johannes’ minde.